Salat, tomater og frost

Efterhånden kan man åbenbart hverken stole på banker eller på vejrudsigter.

Både DMI og Yr havde “lovet” at den lokale nattemperatur ikke ville komme under 3-4°, hvorefter man står op klokken 06 til -1,7° i 2 meters højde.

Salatplanterne i mistbænken havde jeg jo ikke beskyttet, så de var selvfølgelig stivfrossen.

Normalt plejer forholdsvis voksne salathoveder ikke at kunne klare ret meget frost (jeg er ikke helt klar over hvor grænsen går), men jeg forsøgte med en redningsmetode, som ofte plejer at virke på fx kartoffeltoppe, som får nattefrost om foråret: planterne blev overbruset med en kande koldt vand fra vandtønden.

Hvorom alting er, kan det her nogle timer senere konstateres, at salaterne tilsyneladende ikke har taget skade.

De sidste frilandstomater var derimod hinsides enhver redningaktion. Bladene var desværre dybt skadede.

På den anden side har jeg aldrig undersøgt hvad selve frugterne kan klare. Der er en del tilbage som er begyndt så småt at skifte farve – de skal nu plukkes og bredes ud på et bord, og så vil det vise sig hvor mange der ender med at være brugbare på den ene eller anden måde.

Skrevet af Peter Norris, den 4. november 2018