Helårsbed – først med gulerødder og spinat. Senere med porrer

Det er tanken at dette bed skal levere frisk grønt i de kolde vintermåneder, men det skal også gerne kunne kaste noget af sig i løbet af sommeren. Derfor startes der med at lave 5 rækker med 30 cm imellem, hvor der sås sommergulerødder. Rillen vandes i bunden så der er godt fugtigt og jorden ikke risikerer at tørre ud, inden de små gulerodsfrø er spiret. Herefter sås der ret tyndt (et par cm mellem frøene), så man slipper for alt for meget udtyndingsarbejde senere, og der dækkes med ca. en cm jord.

Imellem gulerodsrækkerne sås der på samme måde 4 rækker spinat, som vil være det første, som man vil kunne høste af. Her udtynder man ikke – man begynder blot at plukke af spinatbladene som “babyspinat” når de er blevet store nok engang i maj. Bladene skal senest tages inden de bliver så store at de skygger for de små gulerødder, som forhåbentlig er kommet op om et par uger. Sidst i maj eller først i juni (afhængig af vejret) kan spinaten nok ikke mere og vil gå i stok, hvorfor planterne så fjernes.

Først i juni er det blevet tid til at udplante vinterens afgrøde, nemlig vinterporrer. Hvis man ikke selv har forkultiveret sine porrer, fås en bakke udplantningsporrer på både planteskoler og mange supermarkeder fra engang i maj. Man skal blot sikre sig at der netop er tale om vinterporrer, idet sommerporrer ikke tåler vinterens frost ret godt. Porrerne sættes nu  i rækkerne hvor spinaten har stået. Om alt går vel, vil man i løbet af juni kunne begynde at høste af gulerødderne – men mere herom til den tid.

Skrevet af Peter Norris, den 9. april 2018

3 replies
    • Peter Norris
      Peter Norris siger:

      Spinat kan sås fra engang i marts når jordtemperaturen kommer op over de 5°, og så til omkring midt i april. Senere såning går bare i stok. Man kan så igen fra august, hvis jorden ikke er for varm – spinat spirer dårligt hvis temperaturen er over 21°.
      Det er bedre at vente med at så gulerødder om foråret til jorden er lidt varmere (8-10°), men så kan sommergulerødder til gengæld sås indtil juli,

Kommentarer er lukkede.