Prale-blomkål

Endelig har vi fået en overvintrende blomkål som ikke er gået amok i varmen. Seks stykker af sorten Mayflower blev sået i september, overvintret i små potter i drivhuset, og udplantet under plast sidst i marts. Alle de andre har produceret løse midterhoveder samt op til 5 små sidehoveder – mens dette eksemplar af en eller anden grund har besluttet at opføre sig normalt og kun danne ét stort og meget tæt hovede.
Indrømmet: det er da et pralebillede – og gid jeg vidste hvordan det kunne gentages😉

Skrevet af Peter Norris, den 7. juni 2018

Plantning af porrer i ekstremt sommervejr

“Porrer skal helst udplantes når der er udsigt til nogle dage med overskyet vejr og gerne regn”. Sådan står der ofte, men 2018 har bare ikke læst det -der er jo ikke den ringeste udsigt til et passende porreplantningsvejr så langt øjet rækker, og der er ikke meget mening i at blive ved med at vente på det kommer. Porrerne skal plantes, men så må det gøres lidt anderledes end normalt.

Først blev bedet (som ikke har set vand i flere uger) grundvandet, og derefter blev der udstukket huller til planterne. Hullerne blev lidt dybere end de plejer at være (ca 22-25 cm), så det meste af de små porrer kommer til at være i skygge nede i hullerne.

Ofte anbefales det at studse både rod og top når porrer skal plantes. Jeg har aldrig gjort det, og erfaringer siger at det heller ikke gør den store forskel. Dennegang har jeg dog klippet toppene ned til omkring 25 cm for at roden ikke skal holde en alt for stor top saftspændt i varmen. Planterne blev så proppet ned i hullerne så der kun stikker få cm op, og derefter er hullerne blevet fyldt godt op med vand så rødderne dækkes effektivt af mudder. Så burde de små kunne klare sig i heden – evt med en skyggende fiberdug og en overbrusning hvis nogle ser lidt slappe ud.

Skrevet af Peter Norris, den 4. juni 2018

 

Overvintrende broccolisort Aquiles

Den overvintrende broccolisort Aquiles er en af de få afgrøder som lykkes stort set hver gang trods frost og kulde, stormflod, oversvømmelse, hedebølge, tørke og hvad vejrguderne ellers kan finde på at kaste efter den. Ovenikøbet vokser den på et tidspunkt hvor den ikke angribes af skadedyr, så man slipper for den sædvanlige larve-paranoia. Sået i september, overvintret i små potter i uopvarmet drivhus og udplantet i mistbænk i marts – så er der rimelig konsekvent frisk broccoli at høste omkring 1. juni.

Ikke alene giver Aquiles pæne hoveder, den er også ret villig til at producere sideskud. Således planten her, som gav et pænt midterhoved og et stort sideskud for knap en uge siden, og hvor der allerede er 5-6 høstklare sideskud.

Muligvis danner de hurtigere sideskud fordi der er plantet ret tæt i mistbænken (13 styk på 1m2), hvor de ældste og største blade fjernes løbende for at give mere lys og luft – og så snart midterhovedet er høstet får planten et gødningstilskud for at sætte fut i tingene igen. Og det hele ender med at under halvdelen af de 6 kilo broccoli, som bedet plejer at kaste af sig i løbet af juni måned (inden kålsommerfuglen bliver et problem), kommer fra hovedskuddene – resten er sideskud.

Skrevet af Peter Norris, den 2. juni 2018

Multisåede radiser

Det er altid sjovt at lave forskellige former for forsøg med dyrkning i køkkenhaven. Det er dog sådan, at hvis man vil gå rigtig videnskabeligt til værks med sit forsøg, er noget af det vigtigste, at man husker at man overhovedet har lavet et forsøg. Indimellem kan det knibe med den slags småting.

Således her: jeg havde set Charles Dowding nævne i forbifarten i en video, at man også kunne multiså radiser. Det måtte jo prøves, så der blev sået 4 frø pr celle i en pluggbox, og senere blev cellerne udplantet (mellem et par rækker ærter) med ca 10 cm mellemrum. Siden har radiserne nok haft det fint i det skjulte nede mellem ærterne, mens jeg ikke har skænket dem ret mange tanker. Indtil idag, hvor jeg pludselig fik den ide at kigge til dem.

Som det ses fungerer det sådan set fint, idet radiserne i klumpen blot har skubbet til hinanden for at få den nødvendige plads – på samme måde som når man fx multisår rødbeder. De er ganske vist blevet nogle store aflange nogen, hvilket på den ene side ikke er så underligt idet jeg jo havde glemt dem – men på den anden siden er det allgevel en smule mærkeligt, idet det var en rund sort jeg havde sået……….

Og hvad kan man så bruge forsøgsresultatet til? Det er måske lidt omstændeligt at bruge metoden i al almindelighed, men til de allertidligste radiser i foråret må det være oplagt at så indendørs for så senere at udplante i drivhus eller mistbænk – her må man kunne vinde et par uger i forhold til at så direkte i den halvkolde jord.

Skrevet af Peter Norris, den 26. maj 2018

Klatrende courgetter

Vi spiser ret mange courgetter i løbet af sommeren og efteråret, foruden at skive og fryse en hel del til brug i vinterens gryderetter mm. Så vi kan nemt bruge en 150-200 stykker.

Samtidig er køkkenhaven blevet omlagt de sidste par år med bedre plads mellem bedene og dermed noget mindre samlet dyrkningsareal. Courgetterne skal ikke længere have lov til brede sig som de synes på bekostning af andre afgrøder, som vi ikke ligefrem har lyst til at have mindre af. Så courgetterne er blevet tildelt 2 små bede på hver 0,75m2 – og det må de bare finde sig i.

Men heldigvis er køkkenhaven tredimensionel – så når man ikke kan brede sig hverken den ene vej eller den anden vej, kan man så vælge den tredie vej: opad!

Så der skal forsøges med klatrende courgetter. Den mørkegrønne sort Black Forest har været på markedet i flere år, mens den gule Shooting Star er vist ret ny.

Vejrprognosen er lige til udplantning idag (efter en afhærdning), hvor der er gravet et hul til hver plante og fyldt op med kompost og et drys æggeskaller til at modvirke griffelråd.

Rørene er til vanding senere på sæsonen så dråberne når rødderne frem for at prelle af på bladene. Så kan der sidst på sæsonen sammenlignes med udbyttet af almindelige vandretvoksende sorter som blev plantet samme sted sidste år – 128 blev det til, og det var ikke nok!

Skrevet af Peter Norris, den 12. maj 2018

Pladsproblemer ordnes med flytning

Det er ved at være tid til at få ordnet drivhuset så tomaterne kan udplantes om en uges tid. Og hvert år står man med det samme dilemma: der står stadig en masse brugbart overvintrende grønt i drivhusjorden, som vi endnu ikke har fået spist. Mizunaen er gået i blomst og er alligevel snart færdig, så her kan hønsene få sig en Bededagsfest. Spinaten kan fryses, og resterne kan hønsene få til dessert. Radiserne kan spises kontinuerligt som snacks og holder sig vel også fint i køleskabet en uges tid – mens radisetoppene havner hos hønsene hvis de orker det.

Men tilbage står både høstklare salathoveder og et par rækker forårsløg, som har en del udviklingpotentiale i sig endnu. Heldigvis kan man her omplante tingene. Selv rimelig store salatplanter klarer det nemt hvis jorden først gennemvandes grundigt så man kan få en stor rodklump med. Forårsløgene har slet ingen problemer med det – og man kan ovenikøbet skille småplanterne ad og give dem større afstand. Det er bedst at finde en plads til omplantningen som ligger lidt i halvskygge, men hvis man vander ihærdigt og måske skygger med dug i nogle dage klarer de det såmænd også selv om de står i fuld sol. De yderste salatblade kan måske blive lidt slappe, men resten holder sig fint – og i hvert fald alt for fint til blot at ende som hønsefoder.

Skrevet af Peter Norris, den 29. april 2018

Dårlig planlægning – eller vejret?

Hermed et tydeligt eksempel på manglende overblik og rigtig dårlig planlægning – eller også er det bare vejrets skyld.

I dette bed udplantede jeg i efteråret både mizuna og spinat. For det skulle der nemlig være ifølge Haveplan 2017. Og det er gået ganske fint her i tunnelbedet, hvor der har været plast over siden vinterens komme. Plantene var lidt bagefter drivhusets mizuna og spinat, men for en uge siden begyndte bedet at eksplodere i et orgie af grønt.

Desværre havde jeg dengang i efteråret blot glemt at konsultere Haveplan 2018, for her kunne jeg have læst at der nu skal lægges kartofler i selvsamme tunnelbed – og kartoflerne kan jo ikke bare vente til vi er færdige med at spise os igennem al den mizuna.

Havde vejret ikke været så ukristelig koldt i marts, er det muligt at bedet kunne have været nogenlunde færdighøstet nu, men for en sikkerhedsskyld skal mizunaen i år i stedet udplantes i næste års tidlige majsbed (se Haveplan 2019) – for jeg kommer nok aldrig til at udplante majs i april.

Uanset hvad har min grønne planlægningsfadæse alligevel gjort lidt gavn. Gæster har fået et par mizunaplanter med hjem, og samtidig blev vores nye høns enormt glade – de har aldrig set så meget grønt på en gang i deres unge liv!

Skrevet af Peter Norris, den 18. april 2018

Jule-blomkål i forårsgave

Hvad der skulle have været sidste års sidste skal vist i stedet være dette års første. Blomkålen Triomphant F1 skulle ved såning i maj-juni kunne give høstklare hoveder i december-januar. Den kaldes også “the christmas cauliflower”, men blomkålsjulen varer åbenbart rigtig længe.

Der blev sået sidst i maj og udplantet engang i juli, men da vi nåede juleaften var der ikke antydning af hoveddannelse. Det skete først i løbet af februar, men da nogle af hovederne senere nåede tennisboldstørrelse, blev de ramt af frosten og rådnede op. Sorten skulle kunne tåle ned til -10°, men trods lidt overdækning var det alligevel mere end hvad hovederne kunne holde til.

3 stykker blev nærmest som en eftertanke først udplantet på lidt ledig plads i et andet bed i starten af august. De fik ikke nær den samme omsorg i frostperioderne, da jeg ikke forventede noget af dem. Og det er disse som nu stikker hovederne frem. De er ganske vist ved at blive lidt løse i koderne her i varmen, og ender måske heller ikke med at blive så voldsomt store – men midt i april skal man ikke klage over størrelsen på sine blomkål. Mine egentlige vinterblomkål, Winter Aalsmeer, som blev sået og udplantet næsten samtidig, er endnu ikke begyndt at danne spæde hoveder. De plejer at give høst først i maj, så den sene julegave er ganske velkommen.

Skrevet af Peter Norris, den 17. april 2018

LANGE, LIGE, GLATTE persillerødder

I år har jeg besluttet at jeg VIL kunne høste lange, lige, glatte supermarkedslækre persillerødder – istedet for de forkrøblede blæksprutteagtige tingester jeg plejer at få ud af det. Det kræver dog ganske megen omtanke og omhu🤓

Første skridt har været at få fat i den rigtige sort: Lange Oberlaar, som har ry for at være mindre tilbøjelig til at forgrene sig. Frøene har så været lagt i vand natten over for at forkorte spiretiden, som ellers kan være op til 4 uger.

Persillerodsbedet har været nøje udvalgt: det er nemlig vigtigt at der ikke året inden har været dyrket kål, som medvirker til at opformere nematoder – hvilket kan give grenede persillerødder (og fx også gulerødder). Bedet har så været plastoverdækket den sidste uges tid for at hæve jordtemperaturen til den optimale for persillerodsfrø, ca 18-22°.

Igår er bedet i al omstændelighed (og det gode vejr) blevet gjort klar til såning. I 3 rækker på tværs af bedet (som kommer til at ligge indimellem rækker med ærter, som sås i maj) er der stukket 20cm dybe huller med plantepinden, med en afstand på 10cm i rækkerne. Så er planteafstanden mere eller mindre på plads fra starten😉.

Herefter er hullerne blevet fyldt med den fineste kompost fra sidste års tomatspande, således at de sarte persillerodsrødder ikke møder en eneste sten på deres vej nedad. I det mindste ikke de første 20 cm.

Idag er der så blevet sået. 5-6 frø pr hul (spireprocenten er ofte lidt lav), hvor den bedste spire vil blive udvalgt mens de evt andre fjernes – med en neglesaks! Udtynder man ved at hive planterne op kan det få den tilbageblevne til at forgrene sig. Til sidst er der drysset en smule grus over så det er nemt at få øje på præcis hvor der er sået.

Og ja, idag er ovenikøbet en “roddag” ifølge Maria Thuns såkalender, så der er netop planlagt at såningen skulle ske idag – sådan for at være på den sikre side😉

Vinderen af savoy-kål konkurrence er kåret!

Vinderen er kåret!😉

Der er nu slet ingen tvivl om at min fremtidige vinterhårdføre savoy bliver denne Tundra F1.

Sået 1. maj, udplantet på friland midt i juni – og nu lige så sund og pletfri som den var i december.

Kunne sikkert have stået lige så godt en måneds tid endnu, men jeg var sulten efter savoy😋

Skrevet af Peter Norris, den 6. april 2018