Ompotning af kål i november

Har man småplanter af eksempelvis kål stående til overvintring i potter i drivhuset, indtil de kan udplantes engang i marts, er det en god ide at checke, hvordan rødderne har det i potterne.

Det lidt lunere (uden ligefrem at være solrigt) vejr i november har været ret gunstigt for rodudviklingen, og især for mine broccoliers vedkommende er rødderne nået til pottebunden og begynder at køre rundt i en rundkørsel. Når rødderne således ikke kan nå længere nedad, narres planten til at tro, at det nu er slut med den vegetative vækst, og at tiden nu er inde til at sende en blomst i vejret.

Tidlig senilitet kaldes det, og det er ikke en tilstand, man skal ønske for nogen eller noget. For nogle år siden var jeg ikke tilstrækkelig opmærksom på risikoen, hvorfor mine små 10 cm høje broccoliplanter pludselig begyndte at danne ærtestore blomsterhoveder i marts. Kort derefter begyndte spidskålene at skabe sig på samme vis.

Derfor har jeg tilføjet det som fast punkt på todo-listen (så jeg ikke glemmer det) at kålene i november skal pottes om til nogle lidt dybere med bedre plads til rødderne.

Skrevet af Peter Norris, den 26.11.2017

Persillerod

Personlige udviklingsmål for sæson 2018, Pkt. 1 (af flere): at blive bedre til dét med persillerødder.

Jeg har fiflet med grøntsagen nu i 3 år, og det er endnu ikke lykkedes mig ret ofte at ramme den smukke, skrællevenlige koniske form. Enten spirer de ikke, eller også bliver de meget små og/eller så vildt forgrenede, at jeg opgiver dem før de når køkkenet.

Til trods for at der kun bruges helt nye frø er fremspiringen ikke imponerende. Frøene udblødes i vand natten over så spiretiden bliver næsten halveret, der sås først når jordtemperaturen er 12-15°, og der dækkes for at forhindre udtørring. Og alligevel kan man opleve, at under en halv række er spiret.

De som dog spirer er ofte meget små. De bliver ganske vist ikke ligefrem forkælede, idet de sås engang i april mellem de fremtidige dobbeltrækker ærter, som kommer i jorden i løbet af maj. Så selv om de har en periode i halvskygge mellem ærterne, får de trods alt flere måneders vækst i fuld sol. Bedet er dog ikke særlig gødet idet ærterne her er det væsentligste – persillerødderne skal jo blot være en slags sidegevinst – men måske skal der alligevel noget mere kompost mellem ærterne. Eller vandes på et tidspunkt med flydende gødning.

Ud over den beskedne størrelse trækker forgrenetheden jo alvorligt ned i stilkarakteren og anvendeligheden.

Jeg forsøgte forsigtigt at omplante de allermindste fremspirede planter til huller i rækken, og kan nu konstatere, at det var en ret dårlig ide. Men mange andre rødder er lige så forgrenede. Det kan næppe skyldes for meget gødning eller sten i jorden, men måske kan en for sen udtynding gøre, at de tilbageblevne rødder forstyrres for meget. Og endelig kan der teoretisk være nematoder på spil. Og sikkert også andet, som jeg ikke har tænkt over. Der må googles

Skrevet af Peter Norris, den 16.11.2017

Gulerødder til overvintring

Sidste år forsøgte jeg for første gang at så gulerødder til overvintring i en mistbænk. Der blev sået en sommersort 17. oktober, hvorefter der d.12. december kunne konstateres en ganske fin fremspiring. Og det var ikke så godt – viste det sig senere. Efterhånden som foråret skred frem, skred ca. 1/4 af planterne til blomstring. Det blev til høje, smukke blomsterskærme, som gulerødder helt normalt plejer at gøre 2. år efter en vinter.

Jeg havde i min uvidenhed sået i en alt for varm jord, som derfor gav en for tidlig fremspiring – hvilket så igen betød, at småplanterne havde udviklet for meget rod, da vinterfrosten ramte. Og derfor troede planterne, at de var igang med 2. års vækst, da det blev forår. Siden er jeg blevet klogere: gulerødderne til overvintring skal først sås, når jordtemperaturen er kommet under 5°. Frøene ligger blot i jorden og suger fugt til sig uden at spire – for derefter at vågne op til dåd, når det bliver forår.

Idag er temperaturen kommet ned på 4° uden udsigt til, at den stiger ret meget foreløbig, så der er sået sorten Amsterdam Forcing (noget af det tidligste, men de fleste sommersorter kan vist bruges). Vinduerne er blevet lagt på bænken for at jorden ikke skal blive vådere, end den er i forvejen – men der holdes åbent, så der ikke bliver for varmt i bænken, hvis uheldet skulle være ude og der pludselig kommer en masse sol

Skrevet af Peter Norris, den 8.11.2017

Ærter til overvintring

Når man lige er blevet opereret i skulderen og derfor synes det er mindre tillokkende at kaste sig ud i at sprede kompost, rive blade, flytte fliser eller nogle af de andre almindelige gøremål i køkkenhaven på denne tid, kan man da heldigvis altid så nogle ærter. Så det har jeg gjort.

Det skulle alligevel gøres her i november, og lige nu er jordtemperaturen i mistbænken 6° og på vej yderligere nedad. Sået på dette tidspunkt vil spiringen som regel tage en måneds tid, og bliver det ret meget koldere kan man sagtens nå at holde jul, inden de første spirer viser sig. Det er sådan set også bedst, at planterne ikke kommer ret meget op over jordoverfladen, inden vinteren sætter ind, idet længere ærtestængler er meget mere sårbare over for en hård frost. Et enkelt år havde vejret været så mildt, at ærterne stod 20 cm høje under plasten i februar – lige indtil 15° frost satte et punktum for projektet.

Det er ganske almindelige søde marværter af sorten Meteor (som især er egnet til overvintring), sået i 3 dobbeltrækker noget tættere, end man normalt ville så om sommeren. Der er for en gangs skyld ikke vandet i rillen forinden – jorden er jo rigelig fugtig. Vinduerne bliver sat på mistbænken, og hvis der trues med massiv kulde, kommer der en dyne af fiberdug inde i bænken. 

Skrevet af Peter Norris, den 6.11.2017

Efterårs-tomater

At tale om solmodne tomater ville vist være noget af en tilsnigelse, men så mange regnmodne har jeg aldrig tidligere haft på friland sidst i oktober.

Egentlig skulle der sættes hvidløg efter tomaterne, men noget siger mig at tidsplanen kommer til at skride en smule😉

Skrevet af Peter Norris, den 21.10.2017

Tørring af løg i fugtigt efterår

Hvis man for længe siden har stillet årets løghøst til tørring et luftigt sted og herefter ikke rigtig set til dem, kunne det måske være en idé at gøre det. For jeg har nemlig set til mine, og alt var ikke som det plejer at være.

Løgene havde jeg efter høst og den første tørring lagt i flade kasser og stillet op på et uopvarmet og velventileret loft.

Når (og hvis) solen står på kommer temperaturen nemt op på en 30-40°, hvilket giver en ret effektiv tørring. Og da jeg lige så til løgene sidst i august, var de også knastørre. De plejer at få lov til at blive liggende på loftet, indtil jeg engang i løbet af efteråret får tid og lyst til at tage dem ned, fjerne de tørre toppe, blade og rødder, og så lægge dem på lager. Nogle graders frost tager de ikke skade af, så det haster ikke med at få det gjort.

Idag skulle jeg stille et par ting på loftet, og stak i forbifarten hånden ned i kassen med løg – og der var ikke længere så tørt, som der havde været.

I dette ualmindelig våde efterår med en konstant høj luftfugtighed, havde løgene suget så meget til sig at både toppe og rødder nu føltes ligefrem fugtige.

Flere af løgene var begyndt at rådne, og et enkelt eksemplar var såmænd begyndt at spire. Alle kasserne kom straks ned fra loftet, løgene renset og lagt på lager, hvor der forhåbentlig er en smule mere tørt. Og hermed er der tilføjet endnu et punkt til listen over årets ualmindelige elendigheder. #aldrigmereen2017

Skrevet af Peter Norris

Efterårs-ærter

Når man gerne vil have friske ærter i så lang en periode som muligt, er den største udfordring nok at kunne forlænge sæsonen ud på efteråret.

Oftest bliver planterne ramt af meldug i løbet af september, så man stort set ikke får en spiselig ært ud af sine anstrengelser – sådan er det i hvert fald tidligere gået mine forsøg på at få en acceptabel oktoberhøst.

Den gode nyhed er, at ærtesorten Terrain er rimelig modstandsdygtig over for meldug, således at jeg de sidste par år har kunnet så i juli og høste i øktober-november. Den dårlige nyhed er, at planterne i år er blevet angrebet af så meget andet

Stænglerne visner og sortner nedefra, hvor planterne sandsynligvis lider af sortbenssyge, visnesyge, rodbrand eller hvadpokker ved jeg – hvorfor både bælge og ærter er dårligere udviklede end de plejer, og smagen samtidig mindre sød og frisk end ønsket. Ærte-feinschmeckeren her i huset påstår, at de nærmest smager jordslået, og gider dårligt nok spise dem – og så er det jo rigtig galt!

Man kan nok ikke give andet end vejret skylden, idet konstant høj luftfugtighed og en ret våd jord giver ideelle betingelser for svampenes udvikling.

I 2018 kan det kun gå bedre

Skrevet af Peter Norris, den 18.10.2017

Mini-hvidkål som 2. afgrøde

Når man vil dyrke forskellige hovedkål som 2. afgrøde ved at udplante engang i juni/juli, kræver det sorter, som er rimelig hurtigt udviklede. Samtidig skal de helst ikke som fuldt udviklede pludselig give sig til at sprække af bare spænding i et fugtigt efterår – som eksempelvis spidskål ofte gør.

Her har minihvidkålen Minicole derimod vist sig nærmest at være ideel. Den har været udplantet engang i juli rimelig tæt (ca 30×30 – 13 i alt) her i mistbænken, har haft høstklare hoveder i mindst en måneds tid, og har endnu ikke vist tegn på at sprække.

Vi er begyndt at høste af dem nu, men vil lade et par stykker blive stående for at se, hvor længe de kan holde sig i fin form. Hovederne er på størrelse med en håndbold, hvilket er perfekt til en mindre husholdning, hvor et almindeligt hvidkålshovede ville dominere madplanen i dagevis.

Som det ses har en sommerfugl eller to sneget sig ind under bionettet, hvilket dog kun er gået ud over yderbladene – selve hovedet er så kompakt at ingen trænger ind.

Skrevet af Peter Norris

Hvidløg og hvidråd

Årets katastrofale hvidløgshøst i juni har idag betydet, at en kraftig hvidløgsdunst har bredt sig ud over hele køkkenhaven.

Hvidløgene var nemlig blevet ramt af hvidråd, en svampesygdom som angriber medlemmer af løgfamilien. Er infektionen først sket, eksisterer der ingen bekæmpelsesmuligheder, og sygdommen fører til at løget til sidst rådner – hvilket mine hvidløg da også gjorde i stor udstrækning.

Svampesporerne befinder sig i jorden, og her hjælper ingen kære sædskifteplan, når først skaden er sket. De kan overleve i hviletilstand i mindst 10-15 år, mens de ligger og venter på, at der kommer nogle nye løg i jorden, som de kan kaste sig over.

Er hele køkkenhaven mere eller mindre inficeret, må man i sidste instans går over til at dyrke løg i potter med jord udefra.

Der eksperimenteres dog med at udvande udtræk af hvidløg på det inficerede areal, hvorved svampesporerne vækkes til live, men da der alligevel ikke er nogen løgplante, de kan leve videre på, går de efterfølgende til grunde.

Så idag har de 4 kommende løg- og porrebede fået hvidløg. Og da jeg ikke syntes, jeg ville ofre mine egne alt for få sunde løg på projektet, er det lige så godt (og lettere) at anvende hvidløgspulver fra foderstofforretningens afdeling for heste. 30 gr. udrørt i 10 liter vand pr. m2. Det skal helst ske ved en jordtemperatur på 15-18°, så det var også snart sidste frist for i år.

Det kommende (lille nye) hvidløgsbed får i stedet ny jord, da udvandingen helst skal ske mindst 6 måneder før, der skal plantes løg i jorden – og det er jo lige om lidt.

Skrevet af Peter Norris

Frilandstomater uden skimmel

Tomaten Mountain Magic må siges at bestået den ultimative skimmelprøve i år.

Mine kartofler fik skimmel, tomaterne Bloody Butcher og Black Sea Man i overdækket mistbænk har skimmel – og en smule skimmel har der såmænd også været i drivhuset. Hvorimod disse frilandstomater, som har stået i ugevis med næsten konstant fugtige blade (og står så tæt som 12 planter på et 1,20×1,50 bed) har kun haft enkelte pletter på nogle få blade. De blev klippet, og så er det ikke blevet til mere.

Med andre ord er her en sort til friland, som giver et ganske pænt udbytte, har en glimrende smag og en skimmelresistens som giver fred i sindet i en fugtig sommer – min sjæl, hvad vil du mer’?

Skrevet af Peter Norris