45-50 kg mad høstet fra MINI-køkkenhavens 6 m2!

Her ved indgangen til februar er sæsonen i minikøkkenhaven stort set slut.

Tilbage i bedene står kun 7 vinterhårdføre savoykål, som vil kunne spises i løbet af de næste par måneder, samt nogle rækker septembersået spinat, som gerne skulle give frisk grønt til april.

De sidste vinterporrer er fornylig blevet både høstet og spist, og det er derfor muligt at opgøre, hvad minikøkkenhavens 4 bede på ialt 6 m2 har kastet af sig i løbet af året.

Alt i alt er det blevet til:

  • 9 savoykål
  • 14 skoleagurker
  • 3 kg bønner
  • 7 courgetter
  • 3,5 kg gulerødder
  • 6,8 kg nye kartofler
  • 3,7 kg tidlige løg
  • 1,5 kg porrer
  • 8 bundter radiser
  • 10 kg rødbeder
  • 11 hjertesalat
  • 1,5 kg spinat
  • 2 kg ærter

Totalt bliver det til 45-50 kg mad, eller hvad der svarer til et voksent menneskes anbefalede grøntsagsforbrug (halvdelen af de berømte 600 gram frugt og grønt om dagen😉) i 4-5 måneder.

Hvilket vist ikke er så ringe endda i betragtning af at sæsonen 2018 blev ramt både af en hedebølge samt den værste tørke i mands minde, som uanset vanding ikke kunne undgå at påvirke udbyttet på forskellig vis.

Samtidig er det første gang jeg har leget med at dyrke SÅ intensivt i små bede, hvor erfaringerne også har gjort mig klogere på hvad der fungerer godt og hvad der fungerer knap så godt – og dét er jo heller ikke så ringe endda😉

Skrevet af Peter Norris, den 1. februar 2019

Bed nr. 4 – årets skuffelse

 

I en køkkenhave er der altid noget der lykkes bedre end forventet, mens andet bliver ramt af elendigt vejr, skadedyr, sygdomme eller bare ikke har villet gro som det skulle. Det er sjældent det samme det ene år efter det andet, men hver sæson byder som regel på både sine overraskende glæder og uventede skuffelser.

I minikøkkenhaven er det bed nr. 4 med stangbønner, agurker og courgette, som er normineret i kategorien “Årets Skuffelse”. Det tidligste afgrøder i bedet (overvintrende løg og rødbeder) lykkedes såmænd meget godt, men herefter gik det alvorligt ned ad bakke.

Stangbønnerne led under det voldsomme stress det var at blive udplantet midt i varmen og tørken. De gik stort set i stå efter de havde sat de første bønner, og kom aldrig rigtig i gang igen trods omsorgsfuld vanding. Her hjalp det heller ikke, at bedet står bagerst i køkkenhaven under et par meget store birketræer, hvis rødder er kendt for at rage alt vand til sig i miles omkreds. Udbyttet blev på blot 3 kilo, hvad der er under 1/3 af det normale.

Bedets agurkeplanter kom godt fra start (som det jo hedder), men sommerens varme og især meget tørre vejr, var desværre de ideelle betingelser for udviklingen af spindemider. I en normal dansk sommer med jævnlige regnvejrsdage plejer miderne ikke at være det store problem på friland, men i år har de holdt fest i agurkerne. 14 små skoleagurker blev det til indtil bladene tørrede ind og planterne opgav at producere mere.

Courgetteplanten har dog gjort det så godt som man kunne forvente i betragtning af den sene udplantning under stangbønnerne – 8 frugter, men planten er nu ramt af meldug som det stort set altid sker for courgetter på denne tid.

Alt i alt er der her midt i september ikke håb om, at der kommer ret meget mere ud af det bed, og samtidig er det blevet temmelig trist at se på. Man skal helst blive i godt humør at gå i sin køkkenhave, og det gode humør bidrager bed nr. 4 bestemt ikke til! Så jeg har gjort som så ofte før: ryddet et bed, som man kun kan blive deprimeret af?.

I stedet er der blevet sået spinat, her omkring en måned tidligere end jeg havde regnet med at pladsen ville være ledig. Spinat sået i september-oktober på friland kan sagtens overleve en normalt vinter og vil i det følgende forår bidrage til både tidlig grønt på bordet og forårsglæde i sindet?.

Skrevet af Peter Norris, den 20. september 2018

Høst af frø og såning i sommervarmen

Ærterne er forlængst færdige, men det er ikke alle der er blevet spist. Der skal nemlig også høstes frø til næste års såning. Grams Høje Ært kan være svær at finde til salg, men heldigvis er det ret nemt at høste sine egne frø. Ovenikøbet er spireprocenten for sådanne hjemmehøstede frø oftest højere end for de frø man køber fra frøfirmaerne.

 

Da planterne begyndte at udvikle bælge blev der sat elastik omkring de eksemplarer som blev udset til årets frøhøst. Elastikken tjente også som værn mod at man (eller havens gæster) helt uforvarende kom til at spise dem. Når bælgene så er tørre som pergament og ærterne rasler rundt indeni som en rangle er det så tid til høst. De rynkede ærter lægges i en skål i vindueskarmen nogle dage til de er helt tørre, og opbevares derefter tørt og køligt i en papirspose.

 

Når de tørre ærteplanter fjernes bliver der ledig plads i bedet sammen med rødbederne. Efter planen skulle der nu sås spinat til efterårshøst, men spinatfrø har blot det problem at de spirer dårligt hvis jordtemperaturen er over 20° – og i et solbeskinnet bed i en varm sommer kommer temperaturen i jorden nemt op på over de 30°. Så der er blevet sået om aften, vandet i rillen med koldt vand, og sat pressenning over for at skygge for solen. Herefter er jorden efterfølgende blevet overbruset morgen og aften. Alligevel er det tvivlsomt om spiringen lykkes midt i en hedebølge, så der skal muligvis sås om sidst på ugen, hvor der varsles regn og mere normale temperaturer.

 

I bedet med agurk og stangbønner er der nu fine små agurker, mens bønnerne opfører sig ikke helt som planlagt. Det er som om bønnerne udvikler sig hurtigere her i heden end selve planterne kan følge med til. Egentlig skulle bønneplanterne sno sig op ad stængerne og sidde godt fast omkring inden der udvikles bønner – men her ansættes bønnerne så tidligt at de tynger spidsen af planten ned så den ikke kan få fat i stangen. Hvilket jeg aldrig har oplevet tidligere, så jeg må træde hjælpende til med bindetråd ind i mellem.

 

Skrevet af Peter Norris, den 6.8.2018

Gødskning og andre gøremål i køkkenhaven

Køkkenhavens bede har fra starten været tilført næring i form af kompost, men nogle af afgrøderne har brug for et ekstra tilskud af kvælstof i løbet af sæsonen for at udvikle sig optimalt. Her i minikøkkenhaven drejer det sig især om porrerne og kålene, som har stor glæde af at blive gødet en gang om måneden fra juli til september.

Her gives en “gødningsthe” lavet af hønsemøg og vand i forholdet 1:100, som har trukket et par dage. Har man ikke høns, findes der flere former for økologiske gødninger på planteskoler og byggemarkeder – og endelig kan man selv lave en helt gratis og fremragende kvælstofgødning med fortyndet urin i forholdet 1:10.

I bedet med porrer og gulerødder er det porrerne der skal have tilskuddet. Her er der heldigvis insektnet over bedet, for lugten af møg virker nemlig stærkt tiltrækkende på gulerodsfluen. Derfor er der også vandet midt på eftermiddagen, idet gulerodsfluen først flyver ud hen mod aften.

 

Omvendt er det med savoykålen: her holder kålfluen op med at flyve først på aftenen, så der er først blevet lettet på nettet og vandet klokken 20.

 


Kålene vokser hurtigt her i varmen, hvor de store blade snart lukker af for det meste lys til salaterne, som blev udplantet samtidig med kålene. Små salathoveder til frokostbordet kan det dog nok blive til.

 

Agurkerne begynder nu at vokse til i bedet med stangbønnerne, så de bøjes nu hen mod stængerne og får et stykke bindetråd omkring for at blive holdt på plads. Bag agurken ses de første bønner, og samtidig anes der nu ansats til den første agurk.

 

Det er ikke kun agurkerne der har brug for at blive bundet op – ærterne er nu over 2 meter høje, og kommer der lidt blæsevejr er det ikke givet at ærternes fangtråde er stærke nok til at planterne kan holde fast i stativet. Derfor skal der bindes en snor omkring ærterne i mindst halvanden meters højde, og de får endnu en snor for oven når planterne vokser op over stativet.

 

Samtidig med opbindingen viste det sig at der også kunne plukkes de første ærter som en godbid midt i alt havearbejdet. Der er kun mellem 5 og 7-8 ærter pr bælg, men til gengæld er de ret store og ualmindelig velsmagende.

Skrevet af Peter Norris, den 12. juli 2018

Køkkenhaveplaner er til for at blive lavet om ….

Køkkenhaveplaner er til for at blive lavet om i løbet af sæsonen hvis man skulle få en pludselig indskydelse. Det kan være at der viser sig at være ledig plads som planen ikke har taget højde for, samtidig med at man står med nogle småplanter i overskud. Det kan også være at man bare får lyst til at afprøve hvad der egentlig kan lade sig gøre efter devisen “går-den-så-går-den” – og hvis den ikke går, er man i det mindste blevet en erfaring rigere.

Og det er netop sådan et forsøg bedet med stangbønner nu lægger jord til. Det har hele tiden været planen at der skulle sættes en cougette til at brede sig midt i bedet når rødbederne var høstet – så kunne planten gøre det så godt den kunne, i stedet for at pladsen under stangbønnerne blot gik til spilde. Derimod kunne pladsen op ad stængerne måske udnyttes endnu bedre uden at det går ud over bønnehøsten.

Så nu er der plantet en agurk ved hver af de to forreste stænger – og jeg aner ikke hvordan det kommer til at gå. Agurkesorten Green Fingers har jeg dyrket for mange år siden, hvor det lykkedes at få en del lækre glatte skoleagurker selv på friland. Dengang blev hovedskuddet på planten kappet over 4. blad, hvorved der dannedes en masse nye sideskud som bredte sig ud over jorden. Jeg har derimod aldrig prøvet at dyrke dem lodret, og kommer nok til at skulle hjælpe dem med at vokse op ad stangen sammen med en bønneplante.

Agurkerne er plantet således at rodhalsen er lidt højere end den omgivende jord – det er nemlig vigtigt at den kan holdes nogenlunde tør for at undgå svampeangreb der tager livet af agurkeplanter.

Der blev høstet et bundt rødbeder for at gøre plads til både agurkerne og courgetten. Størrelsen er passende for denne rødbedesort – får de lov at blive meget større, risikerer de at blive træede og knap så fine.

Courgetten midt i bedet er en lidt ranglet sag, men den er heller ikke min egen? Jeg tog chancen og såede de 4 år gamle frø jeg havde tilbage, og ikke en eneste spirede – så for en gangs skyld måtte jeg lige forbi planteskolen efter en plante. Havde jeg tænkt mig bedre om, burde jeg have lavet en spireprøve for en måned siden.

Skrevet af Peter Norris, den 28. juni 2018

Efter kartofler kommer kål

Hvis man gerne vil høste friske grøntsager i køkkenhaven nærmest året rundt, er der få afgrøder som kan give så meget “vintermad” som kål. Et stort savoykålshovede kan veje op til et par kilo, og da mange sorter tåler en del frost, kan de blive stående længe selv om vinteren sætter ind.

Sorten Tundra som nu plantes efter at bedets kartofler er blevet høstet, er egentlig en krydsning mellem savoy og hvidkål. Alligevel klarede den vinteren 2017-18 kun dækket af et lag plast i de værste frostperioder – og den sidste blev høstet så sent som april lige så frisk som den var i november. Se indlæg om Tundra savoykål – KLIK HER.

Jorden i bedet er temmelig løs efter at kartoflerne er blevet gravet op og der er blevet spredt en spandfuld kompost ud, og dét er slet ikke noget hovedkål bryder sig om – de skal tværtimod helst plantes i en ret fast jord. Der graves derfor et hul, hvor småplanterne sættes dybere end de har stået i potten, der vandes i hullet, jord fyldes på – og så trykker man hårdt ned med begge hænder omkring stilken så rødderne står så fast som muligt.

Kålene plantes med 50 cm imellem, hvor der går et stykke tid inden de helt fylder bedet. For at udnytte pladsen imellem dem sættes små hurtigtvoksende salater. En anden mulighed kunne have været at så fx rucola, men det spiser vi ikke selv så meget af.

 

Kål angribes desværre af en del skadedyr, hvilket får mange til nærmest at opgive dyrkningen – men med de rette sikkerhedsforanstaltninger er det slet ikke så vanskeligt som rygtet lyder. Først sættes en 5 cm høj plastring (stykker af gammelt nedløbsrør) omkring hver plante som beskyttelse mod knopormen, som er en tyk grågrøn sommerfugllarve på et par cm. Den bor i jorden om dagen, mens den kravler op om natten for at finde føde. Her kan den bide småplanter (af kål, salat og meget andet) over lige i jordoverfladen, men sådan en ring er den ikke i stand til at forcere. Og til sidst som det vigtigste sættes insektnet over bedet som værn mod kålsommerfuglen, kålfluen, kålmøl, skovduer og hvad der ellers er af flyvende væsener som har kål som noget af deres favoritspise.

 

Imens ligger kartoflerne et par timer i solen. Holdbarheden bliver nemlig bedre hvis skindet får mulighed for at tørre ordentligt inden knoldene kommes på lager i sække eller kasser. Enkelte af dem er blevet lidt grønne og uspiselige ved at have været udsat for længere tids sollys under dyrkningen, men disse kan sagtens gemmes og bruges som de allerførste læggelartofler i 2019.

Skrevet af Peter Norris, den 15. juni 2018

 

Læs om GrowCamps forskellige typer af overdækning til højbede HER.

Bønner og kunsten at sige “pyt”

Bønner er som skabt til den lille køkkenhave. De er forholdsvise dyre i indkøb, men nemme at dyrke. De rammes sjældent af sygdomme og skadedyr, og kan give et ganske godt udbytte på et forholdsvis lille areal. Hvis man kun har begrænset plads til rådighed er det mest økonomisk at dyrke stangbønner, som giver det største afkast pr kvadratmeter.

Bønner kan med fordel forkultiveres i potter eller en rootrainer, idet de kan være lidt udsatte i starten hvis de sås direkte på friland. Spiringen kan være dårlig hvis jorden er for kold, ligesom småplanterne kan blive sat helt i stå hvis vejret pludselig skifter til køligt og blæsende efter fremspiringen – og endelig kan de helt nye bønnespirer være en lækkerbisken for diverse fugle. Ved at forkultivere kan man komme hurtigere i gang selv om jorden udenfor stadig er for kold til at så i, man undgår huller i rækkerne og har i stedet robuste planter at udplante når jorden er ledig efter en tidligere afgrøde.

….. som i dette bed.

De overvintrende løg har lagt sig og er blevet høstet – og da løgene voksede i yderrækkerne, er der lige plads til at opsætte et bønnestativ, selv om rødbederne stadig fylder i bedet. Bønnerne blev sået i rootrainers for knap 3 uger siden med et par frø i hver celle, således at der kan sættes 2 planter pr stang uden at forstyrre rødderne.

Løgene ligger til tørring i det fri, men skal under tag hvis der en dag skulle komme regn. Den ene sort (det hvide salatløg Kosma), er dyrket for første gang i år, men har kun givet det halve af det forventede. Til gengæld har den givet anledning til en smule undren: de blev sat i to rækker med 50 cm imellem, hvor samtlige planter i den ene række (og kun i denne række) gik i stok frem for at danne løg. Og jeg aner ikke hvorfor. Der er altid et eller andet der mislykkes i en køkkenhave, hvor det hele hverken kan kontrolleres eller forklares – og i stedet for at ærgre sig må man lære nogengange blot at sige “pyt”.

Skrevet af Peter Norris, den 11. juni 2018

Prale-blomkål

Endelig har vi fået en overvintrende blomkål som ikke er gået amok i varmen. Seks stykker af sorten Mayflower blev sået i september, overvintret i små potter i drivhuset, og udplantet under plast sidst i marts. Alle de andre har produceret løse midterhoveder samt op til 5 små sidehoveder – mens dette eksemplar af en eller anden grund har besluttet at opføre sig normalt og kun danne ét stort og meget tæt hovede.
Indrømmet: det er da et pralebillede – og gid jeg vidste hvordan det kunne gentages?

Skrevet af Peter Norris, den 7. juni 2018

Plantning af porrer i hede og tørke

Her i bedet med spinat og gulerødder er spinaten for længst høstet. På grund af det ekstremt varme vejr i hele maj måned begyndte spinaten at gå i blomst en del tidligere end den plejer, så høstperioden blev ret kort. 1,5 kilo blev det dog til.

På den ledige plads som spinaten har efterladt, skal der nu udplantes vinterporrer. Egentlig skal porrer helst udplantes i en periode med overskyet vejr, og gerne regn – det kunne hele haven jo have godt af – men der er ikke ligefrem udsigt til at det sker i en overskuelig fremtid.

Derfor må man tage en smule forholdsregler så planterne alligevel kan komme i trivsel trods hede og tørke. Nogle anbefaler at man studser både rod og top på småporrerne inden de plantes – jeg har dog aldrig gjort det (og erfaringerne siger at det ikke gør den store forskel), men i dette tilfælde har jeg klippet toppene ned til ca 20 cm, for at rødderne ikke skal holde en alt for stor top saftspændt her i varmen.

 

Porrerne er blevet sået i en rootmaster med 2-3 frø pr celle, og istedet for skille planterne fra hinanden som man gør når porrerne har været sået i en stor bakke, er de blevet udplantet samlet 2 og 2 uden at forstyrre den lille rodklump.
Endelig har porreplantepinden (en ridligere spadeskaft) lavet en smule dybere huller end normalt, så småplanterne er lidt mere beskyttet mod udtørring.

Der er stukket huller med en afstand på 15 cm i rækken. Det er samme afstand jeg plejer at bruge til vinterporrerne, men i år skal det være lidt interessant at se hvordan udviklingen bliver når der vokser 2 planter sammen i hullet. Nogle har gjort den erfaring at de trives ved samhørigheden og at det samlede udbytte bliver større. Efter at porrerne er sat, vandes der ned i hullet. Det er ikke nødvendigt at lukke hullet med jord – vandingen gør at jord alligevel skylles ned så rødderne ligger godt dækket af mudder. Og efterhåneden lukkes hullet af regnen og porrernes vækst.

Et gammelt porreråd siger at der først skal udplantes porrer efter Grundlovsdag for at undgå første generation af porremøl, hvis larver kan lave en del ravage i et porrebed. Her i bedet har det ingen betydning, idet der er insektnet over som beskyttelse mod både porremøl og gulerodsfluen – man slår to fluer med et smæk så at sige. Vigtigere er det at vente med udplantningen til der ikke længere er risiko for nattefrost. Selv om vinterporrerne som fuldvoksne kan klare den værste kulde (for så at gå i blomst det følgende forår), kan småplanterne slet ikke tåle frost. Det får dem til at tro at det allerede har været vinter, og så kan de lige så godt gå i blomst med det samme. Den risiko må dog siges at være overstået for 2018.

Skrevet af Peter Norris, den 6. juni 2018

GrowCamp FRODIGHED