Tidlige blomkål

Helt nye blomkål allerede fra først i maj er en delikatesse, som dog er noget længe undervejs .

Man sår i juni, udplanter i august, og herefter er der udsigt til endnu 8-9 måneders tålmodig pasning.

Hvis man ellers har beskyttet planterne fornuftigt med net mod diverse skadedyr, er det om vinteren den største fare kan lure.

Mere eller mindre almindelig frost kan planterne sagtens klare, men flere dages hårdere barfrost (over 10-12°) kan tage livet af dem.

Blomkålsplanternes akilleshæl er punktet øverst på stokken, lige under bladdannelsen. Her har der hvert år været enkelte planter hvor stokken på dette sted bliver blød og rådner, således at den stadig friske top pludselig hænger nedad og til sidst også går til.

Jo højere stokkene er, jo mere udsatte synes de at være. Derfor skal blomkålene ikke sås for tidligt, og der skal slet ikke tilføres nogen form for gødning ved udplantningen – det venter man til foråret med at give de overlevende. Og endelig kan man, som jeg har gjort idag, isolere mod frosten ved at pakke en masse tørre blade op omkring stokken. Metoden er ikke 100% sikker, for der ryger alligevel altid et par planter – men uden isoleringen har jeg tidligere oplevet at miste samtlige planter til frosten.

Skrevet af: Peter Norris, den 12. december 2018