Første salathøst og erfaringer

Den spæde salat, der er blevet voksen, og meget ensartet grøn i forhold til billedet på frø posen.

30. maj er alle de indkøbte frøvarianter kommet i jorden. Noget placeret mere gennemtænkt end andet.
Tænker jeg får mange værdifulde erfaringer ….. Det er en mere spiselig tilgang til det, der ikke er går som det skal – end erkendelsen af, at jeg ikke har tænkt mig nok om og lavet fejl. Den ‘regel’ bestemmer man vel selv.
Regel nummer 1; du bestemmer selv, om det er eksperiment, fejl, hastværk eller vejret…

Tingene tager fart i bedene, men arbejdsmængden er pt. for nedadgående. Ikke mere udplantning, daglig vanding med forstøver og opmærksomhed på sarte frøspirer. Endnu skal der ikke støttes og bindes op eller udtyndes. Selvvandingen er i sat i fuld sving, hvor det er muligt. Men der bliver vandet i bedene uden den anordning.

Kartoflerne bliver ikke hyppet efter pålideligt råd – håber jeg i hvert fald – og gødningen er stadig ikke realiseret. Det bliver den forhåbentlig inden dette skriv bliver mangfoldiggjort.

Endnu er der ikke kommet upassende vækster (har fjernet 3-4 små grønne udefinerbare grønskollinge), hvilket er uvurderlig skønt. Udelukket er også uønskede gæster (diverse insekter og kryb) til ‘ ta’ hvad du lyster’-buffeten. Så det har heller ikke været en udfordring.
Det gør det til en nydelse, når man passerer, med og uden gæster. Man får ikke dårlig samvittighed og skal ikke svare på spydige bemærkninger, som ‘og så dyrker du også padderokke’.
Det ser bare jomfrueligt men lovende ud. Man kan fornemme, det senere kommer til at se frodigt ud…….hvis det lykkes.

Har 1 juni ‘høstet’ for første gang – lidt pluksalat. Det skønne i det var, at jeg ikke engang behøvede at skylle det med efterfølgende blød, slatten og våd salat til resultat, for jeg havde ikke delt den med sneglefamilier eller insekter mfl. som jeg kan huske det, fra da det var på ‘friland’.
Det var decideret ulækkert at komme ind med friskplukket salat og smække hovedet på det nyindkøbte lækre skærebræt, for at se du var nummer to i opløbet efter en slimet hvirvelløs mutant af sneglefamilien tyk of fed af køkkenhavens lyksagligheder – bon appetit.
Så udover min intakte salatblanding på ingen måde afspejler det flotte mix af forskellig farvede blade på pakken, fik jeg nogle friske, meget ens, grønne blade, som var lidt ‘well done’ i forhold til det spæde/sprøde stadie; da jeg nok kunne have høstet de første noget tidligere, end jeg gjorde.
De smagte stadig meget bedre, for oplevelsen af det helt friske og hjemmedyrkede spiller altså også ind. Det er måske ikke oplevelsesøkonomi, men oplevelsesgastronomi (måske lidt overvældende – det er jo bare lidt salatblade) – og lidt økonomi, for det føles en anelse gratis (i det mindste på tilbud).
Jeg har ikke revet det op med rod, men klippet det af, for måske skyder det igen – det kunne være fantastisk. Vender tilbage til det, når jeg ved lidt mere.

Salaten er klippet istedet for at været revet op med rod.

6. juni blev dagen, hvor der blev gødet – dog ikke jordbær (skal først gødes efter høsten), kartofler (ved ikke om de burde have været) og til sidst ærter, fordi jeg mener at huske, de afgiver en del selv og derfor ikke skal gødes.
Det var meget på slump; jeg har opgivet anvisninger både på produkterne (gødning såvel som frøpakkerne) og nettet. Anvisninger er så varierende fra producent til producent (sikkert pga gødningstyperne) og emnet, der skal gødes.
Så det ville være de umuliges kunst med alt det, jeg har plantet sammen i bedene.
De vækster, der ikke skal gødes, får sikkert også snuppet lidt hist og her alligevel.

Jeg har pga tidsmangel ikke fået taget plastikdækkenet af. Egentlig fordi det er min mening at rengøre det, inden det bliver lagt væk til senere brug (vil godt bevare muligheden for at se igennem), og det har der ikke lige været prioriteret tid til.
Men med den blæst og slagregn, der har været på matriklen de sidste dage, har det nok været held i uheld. For alt står rankt og flot – og klemt – for udtyndingen har som nævnt tidligere ikke fundet sted endnu. Men det kommer lige om lidt, for der er god vækst nu.
Nettene på bedene tager også den værste fart af regnen; det betyder, at der ikke er slået huller i salatblade, og jordbærene ikke er slået til tælling og med jord over det hele.
Bladene fra især kartofler og (lidt) jordbær bærer nok også lidt af æren for at give ly for regnen, de lægger så desværre også naboerne i skygge.
Det giver svære betingelser for f.eks. persille, som er sået lidt sent og ikke har fået en fair mulighed for at spire. Måske kan jeg fjerne en del af bladene fra kartoflerne – det ved jeg ikke om skader deres vækst.
Tror eventuelt kartoflerne kommer i spand næste år; dels fylder de selv meget, men det gør deres skyggefelt også. ……. Måske erfaring nummer 1.